Er Spotify på vej til at blive brugernes førende podcast app?

Spotify har netop lanceret en podcast-portal, hvor podcastere kan uploade indhold og tilmed tilgå hidtil ukendt data om lytterne. Spørgsmålet er nu, om Spotify er på vej til at blive en magtfaktor indenfor podcasting.

I maj i år rundede streamingtjenesten Spotify 75 millioner betalende brugere på verdensplan, og med det tal må man sige, at Apple Music med sine 40 millioner må se sig slået i kampen om musikelskernes loyalitet. Apple må trøste sig med at være de førende i podcast-ræset – eller hvad? Spotify bevæger sig nemlig med hastige skridt ind på podcastmarkedet.

Som så ofte før holder de store podcast-tjenester kortene tæt ind til kroppen. Derfor er det svært at danne sig et overblik over, hvor mange der reelt bruger de forskellige podcast-applikationer. Ifølge Podcast Insights og The Podcast Host ligger Spotify allerede på andenpladsen, efter Apple, over de steder, lyttere henter deres podcasts fra.

Spotify gør det muligt at hente mere information om lytterne

Spotifys podcast-mission ser lovende ud, og derfor er det ekstra interessant, at de netop har offentliggjort betaversionen af deres nye podcastportal, Spotify for Podcasters. Her kan podcastere uploade podcasts direkte til streamingtjenesten – uden først at skulle vente flere dage på en godkendelsesfase.

Og det er ikke det eneste. Ifølge Spotify bliver det også muligt for afsenderen at tilgå data om lytterne, som ikke før har været tilgængelige. Det drejer sig om informationer om alder og køn, som du i dag ikke kan finde hos din podcast host.

 

Spotify bruger sin viden om algoritmer i podcast-verdenen

Det har været muligt at lytte til podcasts på Spotify siden 2016, men det er først i løbet af det seneste år, at musikmastodonten rigtigt har rustet op på podcast-fronten. Til gengæld har tjenesten længe haft succes med distribution af musik, og med den position og viden kan Spotify måske have held med at skabe en samlet lydplatform, hvor brugerne kan finde alt det, de ønsker.

Og netop dét at give brugerne det, de vil have, er i forvejen en force hos det digitale musikhus. Musikken, der indgår i Spotify-features så som ”Your Daily Mix” og ”Discover”, er udvalgt af algoritmer på baggrund af den musik, man som bruger allerede selv har valgt at afspille. Og det er lige præcis den funktion, som Spotify har tænkt sig at overføre til podcast-featuren.

Bedre brug af algoritmer er interessant af flere årsager. For det første kan det være med til at booste podcastmarkedet. Hvis det bliver nemmere for brugere selv at finde og lytte til podcasts, de godt kan lide, kan det betyde en stigende popularitet for podcastmediet.

For det andet er det interessant, fordi Google har samme ambition, om at kunne foreslå lyttere podcasts gennem algoritmer, og Apple formentlig også arbejder på at positionere sig på markedet. Det bliver derfor meget spændende at se hvem, der lykkes med at erobre lytterne.

Sidestiller Spotify podcast med musik?

Alt andet end lige er Spotify stadig mest kendt for at levere musik-streaming, men tjenesten forsøger altså allerede nu at trække dig over i deres podcastbibliotek. Hvis du trykker ”search” på en Spotify-app på iPhone, vil du se nedenstående billede.

Ikke nok med at podcasts har fået en plads i de otte øverste kategorier, så er der også lagt vægt på mediet i det tomme søgefelt, som proklamerer, at du kan søge på ”artists, songs, or podcasts”.

Ligeledes er det interessant, at søgefunktionen faktisk tilgodeser podcasts. Det kan du se, hvis du eksempelvis søger på ordet ”history”. Først finder appen sange, hvori ordet indgår, dernæst kunstnere, og så kommer podcasts før både ”albums” og ”playlists”. Det indikerer, at streamingtjenesten tager den nye dreng i klassen ret alvorligt, og måske endda også, at den svenske virksomhed ligefrem er klar til at sidestille podcasts med musik?

Kontekst & Lyd er et
podcastbureau med
speciale i at udvikle og 
producere podcasts til
virksomheder og organisationer.

Kontakt os

(+45) 6020 7080
kontakt@kontekstoglyd.dk

Adresse

Kontekst & Lyd
Howitzvej 60, 1.
2000 Frederiksberg

CVR-nr.: 38203649