1: Definer jeres målgruppe!
Hvem er det egentlig, I taler til, og hvorfor skal de lytte med? Målgruppesegmentering er noget af det mest essentielle i al kommunikation – men også noget af det sværeste. Husk, at jo skarpere, I definerer jeres målgruppe, jo bedre kan indholdet tilpasses. Især når vi taler om meget videnstunge podcast er det ekstremt vigtigt, at der tales til lytterne på det rigtige niveau.
Vær i øvrigt ikke bange for at gå ud fra, at jeres lyttere er klogere, end I tror. Der er ikke noget værre end at lytte til en podcast, hvor man føler sig talt ned til. Omvendt skal man også passe på med at tale hen over hovedet på folk.
2: Skab et skarpt koncept!
Koncept! Koncept! Koncept! Det kan ikke sige tydeligt nok, at det er helt afgørende, at I er skarpe på, hvordan I opbygger jeres podcast, før I tænder mikrofonerne – og her er konceptet jeres ven.
Et koncept er kort fortalt en beskrivelse af alle indholdselementerne og rækkefølgen, de skal komme i. Hvad er det – helt konkret – jeres podcast skal indeholde? Er det en samtale mellem 2-3 mennesker eller en monteret podcast, hvor forskellige optagelser klippes sammen til en samlet fortælling – eller en hybrid mellem de to? Kører I med en faste intro, Top 3-lister, ugens lytterspørgsmål, quiz eller noget helt femte. Kun kreativiteten sætter grænser, og skaber samtidig genkendelighed og struktur i jeres podcast.
3: Lad være med at snakke om jer selv!
Mange virksomheder synes, de har en superinteressant historie, eller også vil de gerne tale en masse om, hvorfor de har en god arbejdsplads. Men husk, at kommunikation ikke handler om, hvad I gerne vil fortælle, men derimod om, hvad modtageren gerne vil høre.
Del i stedet ud af jeres viden, bring jeres eksperter i spil, og del jeres faglighed. Det er også en god idé at være modige – at turde dele ud og mene noget. Hvis podcasten bliver alt for styret og poleret, bliver den også hurtigt kedelig.
4: Lyd ordentligt!
Det kan ikke siges tydeligt nok, at god lyd i en podcast er et absolut must. Hvis lyden er dårlig, falder lytterne fra, og jeres podcast vil lynhurtigt blive opfattet som uprofessionel – nok et ord, de færreste har lyst til at se deres brand blive associeret med. Det behøver hverken være enormt svært eller dyrt at lave god lyd.
Find et godt lokale uden rungen og baggrundsstøj. Jo mindre tomt og firkantet – jo bedre. Et godt bud er at finde domicilets mest rodede lokale. Tæpper, puder, jakker, bøger, sofaer, flyttekasser gardiner og alt andet, der er blødt og er med til at bryde rummets resonans er godt for lyden.
Derudover er det et helt ufravigeligt krav til god lyd, at alle taler i hver deres mikrofon. En dele-mikrofon midt på bordet er totalt no-go!