Her er de bedste podcast hosts
En podcast skal hostes, men hvilken podcast host skal du vælge? Få overblikket i denne guide.
Dette blogindlæg er senest redigeret i august 2022.
I valget af podcast host spiller flere parametre ind, og da vi alle vægter elementerne forskelligt, findes der ikke noget endegyldigt svar på den ultimative podcast host.
Dog skal den være stabil og implementere ændringer fra de store podcastspillere som Apple, Spotify og Google – og for mange podcastere er det også vigtigt at få nogle brugbare lytterstats fra sin host.
Vi forsøger i denne guide at give en nøgtern vurdering af nogle af de største podcast hosts egenskaber. Fælles for dem er – med undtagelse af SoundCloud – at de efter vores erfaringer netop er pålidelige podcast hosts, som følger med tiden.
Vær opmærksom på, at podcasting er i rivende udvikling, så hosting-markedet kan hurtigt ændre sig i forhold til nedenstående oplysninger – vi bestræber os dog på løbende at få tilpasset blogindlægget, så det afspejler den aktuelle situation på markedet for podcast hosts.
Hvad er en podcast host?
En podcast host er en server, som opbevarer dine færdigredigerede lydfiler.
Derudover genererer den også et RSS-feed, som du skal bruge til at fortælle podcastbiblioteker som Apple Podcasts, Spotify og Google Podcasts, at de skal hente din podcast fra podcast-hosten.
Læs også: Hvad er en podcast host?
Udvalg af podcast hosts
I det følgende vil vi på en skala fra 1-6 stjerner vurdere en række podcast hosts ud fra pris, lytterstatistik, brugervenlighed og support samt pålidelighed, features (og manglen på samme) samt de medfølgende podcast landing pages og embed players.
Buzzsprout
Buzzsprout er den største betalingshost på markedet og kun overgået i popularitet af Spotifys gratis host-løsning, Anchor.
Buzzsprout skiller sig ud ved altid at være i udvikling og ved at tilbyde brugervenlighed og et dejligt simpelt visuelt udtryk.
Derudover får du markedets bedste overblik over lytterstatistik.
Vi har foretrukket Buzzsprout i flere år og anbefaler den altid til vores kunder, fordi pålideligheden og kundeservicen er helt i top.
Der medfølger desuden en flot, simpel og fyldestgørende podcast landing page til alle abonnementsløsninger.
Der er to ting, som KAN være træls for nogle brugere – 1) den simple opbygning i Buzzsprout bliver på bekostning af muligheden for at være 100 % i kontrol som bruger – man kan f.eks. ikke redigere i sit RSS-feed. 2) Ens lydfiler bliver komprimeret til blot 96kbps mono mp3-filer, hvilket er i den lave ende i forhold til lydkvalitet – men gør ikke så meget i rene talepodcasts. BBC bruger f.eks. 64kbps. Det er muligt at købe sig til 192kbps stereo mp3 for 6$ ekstra om måneden, og det er det værd, hvis der er meget musik i din podcast.
Vælg den, hvis:
– Du sætter pris på brugervenlighed: Buzzsprout er simpelt, pænt, intuitivt og har en god support
– Du vil have markedets flotteste podcasthjemmeside med i dit host-abonnement
– Du promoverer din podcast på SoMe med korte teaservideoer: I Buzzsprout kan du hurtigt lave et SoMe-klip af en varighed på op til 1 minut
– Du udgiver podcast, hvor du spiller meget musik, men husk i det tilfælde at tilkøbe mulighed for at uploade lydfiler i højere kvalitet
Pris
Buzzsprout tilbyder fire forskellige planer fra 0$ om måneden til 24$. Planerne er opdelt efter, hvor mange timers lyd man uploader om måneden, mens der ikke – i modsætning til mange andre hosts – er forskel på det lytterdata, du får med i hver pakke.
Buzzsprouts gratis løsning giver lov til at uploade 2 timers lyd om måneden – til gengæld bliver indholdet slettet efter 90 dage. De tre øvrige planer tilbyder hhv. 3, 6 og 12 timers lyd om måneden, som aldrig slettes. De fleste vil kunne klare sig med 3 timer om måneden – den pakke koster i skrivende stund 12$ om måneden (men 18$ for 192kbps mp3-filer, og dette tilkøb anbefales, især hvis der er musik med i din podcast).
Statistik
Buzzsprout tilbyder et superfint overblik over lytterstatistik. Se nemt, hvordan din podcast har udviklet sig med tiden, f.eks. antal afspilninger pr. episode efter 7, 30 og 90 dage. Derudover har Buzzsprout udviklet statistik over, hvor mange lyttere, de vurderer din podcast vil få inden for de første 90 dage.
Buzzsprout giver et bedre statistikoverblik end andre hosts gør. Det er ganske enkelt nemmere at se, om lytterne afspiller på computer, tablet eller mobil – og hvilken app eller hvilket program, de lytter i. Selv i gratisudgaven får du adgang til stats om antal downloads, kilde og platform samt geografisk data – meget brugbart!
Buzzsprouts stats er IAB-certificerede, så du kan regne med dem! IAB er en metode til at måle, hvad et download eller en afspilning er. Med IAB sikres der en branchestandard, så de enkelte hosts ikke bare selv kan definere downloads/lyttertal.
Brugervenlighed og support
Brugervenligheden i Buzzsprouts CMS-system er den bedste, vi har oplevet, og opbygget som en almindelig hjemmeside med faner, som hedder det, de rent faktisk indeholder. Enkelt og overskueligt. Man har mulighed for at tilpasse layoutet på ens tildelte podcastside, hvor man kan vælge mellem forskellige temaer og indsætte et billede, så man kan style sin podcast, præcis som man vil.
Hos Buzzsprouts kunderservice er de meget imødekommende og svarer hurtigt tilbage på henvendelser på mail.
Pålidelighed
Buzzsprout er en af de hosts, der er allerbedst og hurtigst til at implementere det nyeste nye, når det bl.a. gælder opdateringer fra Apple Podcasts.
Features
- Billig adgang til lytterstatistik
- Lav med nogle få klik en lydteaser, som kan deles på SoMe
- Del dine episoder op i kapitler, så det er nemmere for lyttere at navigere rundt i, så de f.eks. kan springe videre til næste emne eller overskrift
- Køb en arkiveringsplan, hvis du ikke længere vil uploade nye podcasts, men have dine gamle podcasts liggende online til en lav pris. Den løsning koster i skrivende stund 5$/måned.
- Dynamic Content: Med dette kan du indsætte en lydbid eller en annonce for en sponsor i starten og slutningen af alle dine episoder. Smart!
- Del en episode eller en hel podcastserie med en eksklusiv lytterskare – f.eks. dem, der støtter dig økonomisk eller på anden vis. Det foregår sådan, at du:
- ikke sender din podcast til Apple Podcasts eller andre destinationer, hvor podcasts er gratis og sørger for, at podcast feedet ikke kan søges frem i Google og andre søgemaskinger (no-index).
- men i stedet for embedder en podcast player, der ikke har nogen deleknap, et sted på din hjemmeside, som brugerne skal bruge password for at tilgå. Med denne udgivelsesløsning er din podcast i princippet offentlig tilgængelig pga. RSS-feed-teknologiens begrænsninger, men ved, at playeren ikke kan deles, og indholdet kun er udgivet bag en login-mur, er det nok de færreste, der finder frem til dit indhold.
Mangler:
- Buzzsprout tilbyder ikke muligheden for at udgive podcast i et lukket system, som f.eks. Libsyn gør ved at stille en app til rådighed mod en merbetaling. Derfor er Buzzsprout ikke anbefalelsesværdig, hvis du vil udgive meget konfidentielt indhold til en gruppe af medarbejdere eller lignende.
Podcastside og embed players
Hos Buzzsprout kan du vælge mellem to forskellige embed players – en lille og en stor. Man kan indsætte logo og vælge farve, og man kan vælge, om alle ens episoder skal vises, eller om det kun skal være en enkelt. Buzzsprouts visuelle udtryk er rigtig pænt, og den medfølgende podcast landing page er rigtig pæn og vil være tilstrækkelig for mange, som ikke selv vil bøvle med at lave en landing page.
Libsyn 
Libsyn5 er den ældste podcast betalings-host på markedet og også en af de mest populære.
Den får fem stjerner på seksstjerneskalaen, fordi hosten er pålidelig og altid med helt fremme, når det gælder implementeringer af nye features og opdateringer fra Apple, Google og helt generelt.
Desuden kan du det meste med Libsyn – der er umiddelbart ingen af de begrænsninger, som andre hosts har.
Libsyn komprimerer heller ikke dine lydfiler, som nogle af de andre hosts gør. Og så kan du stole dine lytterstats fra Libsyn, da hosten er IAB-certificeret.
Med lanceringen af Libsyn5, (tidligere bare Libsyn) har de nu også fået styr på de områder, der i mange år haltede: Brugervenlighed, overblik og en flot, medfølgende podcastside og embed players.
Af og til svarer supporten for langsomt, så der er ikke topkarakter til Libsyn endnu.
Alt i alt er Libsyn dog en rigtig god podcast host.
Vælg den, hvis:
– Du skal udgive meget konfidentielt indhold til en særlig lytterskare, for her er Libsyn market leader
– Du udgiver podcast, hvor du spiller meget musik, fordi Libsyn ikke komprimerer dine lydfiler
Pris
Libsyn tilbyder to forskellige services – libsyn og libsynPro. Førstnævnte er velegnet til langt de fleste virksomheder og organisationer – libsynPro er rettet mod store mediehuse, som udgiver mange forskellige podcasts.
Libsyns priser er baserede på, hvor meget du planlægger at uploade inden for en kalendermåned, og hvor meget lytterstatistik du har brug for. Priserne varierer fra 5-40$, og du betaler i modsætning til Spreaker pr. RSS-feed/podcastshow. Libsyn har ikke nogen gratis-løsning.
For langt de flestes vedkommende vil et abonnement til 15 eller 20$ være en rigtig fin løsning. For 15$ kan du uploade 250 mb lyd om måneden, og det svarer til ca. 4 timers podcast i en god kvalitet (128kbps). For 20$ kan du uploade 400mb, og det svarer så til ca. 6½ timers podcast.
Desuden kan du tilkøbe muligheden for, at den medfølgende podcast landing page tilknyttes din egen url for 2$/md og fra 10$ tilkøbe mulighed for at udgive podcasten i din egen app.
Statistik
Med Libsyns pakker til 5 +2$ og 15$ om måneden får du adgang til basic stats, og det vil sige, at du kan se, hvor mange der har downloadet din podcast pr. dag, uge og måned. Du kan også se downloadtallene for hver enkelt episode.
Med pakkerne til 20$ eller 40$ får du adgang til advanced statistics. Her kan du se, hvor i verden der lyttes – i DK kan man se, i hvilken af de fem regioner der lyttes fra – og ikke mindst, hvilke browsere, apps og programmer, folk anvender til at lytte.
Libsyns stats er IAB-certificerede, og det vil sige, at du kan regne med dem. IAB er en metode til at måle, hvad et download eller en afspilning er. Med IAB sikres der en branchestandard, så de enkelte hosts ikke bare selv kan definere downloads/lyttertal.
Brugervenlighed og support
Brugervenligheden i Libsyns CMS-system er blevet markant bedre, efter at Libsyn 5 blev lanceret i marts 2021.
Libsyns kunderservice svarer for det meste relativt hurtigt tilbage på mails, men af og til er de sløve.
Pålidelighed
Libsyn er en af de hosts, som er allerbedst og hurtigst til at implementere det nyeste nye, når det bl.a. gælder opdateringer fra Apple Podcasts eller Google. Det skaber tryghed, at de altid sørger for, at tingene fungerer og følger udviklingen.
Features
- Del en episode eller en hel podcastserie med en eksklusiv lytterskare – f.eks. internt i en organisation eller med lyttere, der støtter dig med donationer.
- Det foregår sådan, at du ikke udgiver din podcast i Apple Podcasts eller andre steder, hvor podcasts er gratis
- men i stedet for embedder en podcast player, der ikke har nogen deleknap, et sted på din hjemmeside, som brugerne skal bruge password for at tilgå. Med denne udgivelsesløsning er din podcast i princippet offentlig tilgængelig pga. RSS-feed-teknologiens begrænsninger, men ved, at playeren ikke kan deles, og indholdet kun er udgivet bag en login-mur, er det nok de færreste, der finder frem til dit indhold
- Du kan også udgive din podcast i Libsyns eget univers til formålet, bl.a. en app og en skjult hjemmeside, hvor man skal have login til for at tilgå dit content. Udfordringen er at få folk til at søge mod en 3. part og oprette brugernavn og evt. også betale penge til for at kunne høre din podcast. Dog kan det være en fin mulighed, hvis du f.eks. gerne vil udgive et internt nyhedsbrev
- Del dine episoder op i kapitler, så det er nemmere for lyttere at navigere rundt i, så de f.eks. kan springe videre til næste emne eller overskrift. Dette gøres dog ikke hos Libsyn, men i dit lydredigeringsprogram, f.eks. Hindenburg
Podcastside og embed players
De fleste podcast-services leverer en god player, som du kan embedde på din hjemmeside. Således også Libsyn, og deres playere samt medfølgende podcastside er pæne, indeholder det vigtigste, og man kan tilpasse farver mv.
Spreaker 
Spreaker er en populær host, som hurtigt er blevet en af sværvægterne på markedet.
Spreaker får fem stjerner, fordi det alt i alt er en fin host med pålidelige, IAB-certificerede lytterstats, man kan stole på. Desuden er det for blot 7$ om måneden muligt at udgive flere podcastshows, fordi du i modsætning til konkurrenterne ikke betaler pr. podcastserie/kanal, men pr. bruger.
Spreaker har dog nogle småskavanker: Man skal være på en betalt plan for at kunne tilpasse den meget basale ting at vælge podcastkategorier i Apple Podcasts, og man skal være på en ret dyr plan for at kunne vælge en gul playknap fra i den player, som embeddes på en hjemmeside.
Desuden er supporten langsomme til at besvare mails, og backenden er lidt forvirrende.
Vælg den, hvis:
– Du udgiver flere podcasts, f.eks. for kunder. I Spreaker betaler du pr. bruger, ikke pr. podcast
– Du vil sende live! Den mulighed tilbyder Spreaker.
Pris
Spreaker tilbyder fire forskellige planer fra 0$ til 50$ om måneden. Planerne varierer i forhold til, hvor meget lyd du kan udgive i alt, på mulighederne for at tilpasse dit RSS-feed til Apple Podcasts og Google, på muligheden for at customize podcastafspilleren på din hjemmeside – samt på mængden af lytterstatistik.
Gratisversionen er udmærket til små podcastere uden det store budget eller behov for meget plads, men man kan f.eks. ikke vælge, hvilke 3 kategorier ens podcast skal være repræsenteret i i Apple Podcasts, og det er for ringe.
For 7$ om måneden kan du have 100 timer (mp3-filer i 128kbps) liggende på Spreakers servere og få basic lytterstats. For 20$ kan du have 500 timer liggende og få advanced stats, og for 50$ kan du have 1500 timer liggende og få den fulde statspakke.
Statistik
Du får adgang til forskellige mængder lytterstats alt efter betalingsplan, men det vigtigste – hvor mange lyttere, du har – kan også ses i deres gratis udgave.
Spreaker bør arbejde at give et bedre overblik over lytterudviklingen i deres statsmodul.
Spreakers stats er IAB-certificerede, og det vil sige, at du kan regne med dem.
Brugervenlighed og support
Spreakers CMS-system er udmærket uden at være prangende. Designet er pænt, men ikke 100 procent intuitivt – flere af menuerne flagrer lidt.
Spreakers support plejer at bruge flere dage på at besvare mails, og det står i negativ kontrast til konkurrenterne, der vender hurtigere tilbage. Det er rigtig træls i situationer, hvor man har brug for hjælp hurtigt.
Pålidelighed
Spreakers stabilitet er upåklagelig. Siden er aldrig nede, og dine podcasts forsvinder ikke pludselig.
I juni 2017 udsendte Apple opdateringen iOS 11, som også medførte en opdatering af Apple Podcasts. Med releasen fulgte en række nye tags, som Apple Podcasts bruger til at hente information om din podcast. Det tog Spreaker et stykke tid at få implementeret disse ændringer.
Til gengæld tog Spreaker revanche i sommeren 2019, hvor Apple Podcasts igen lavede nogle vigtige ændringer, og denne gang var Spreaker blandt de første hosts, som fik disse ændringer implementeret.
Features
- Del en episode eller en hel podcastserie med en eksklusiv lytterskare – f.eks. dem, der støtter dig økonomisk eller på anden vis. Det foregår sådan, at du kan privatisere enkelte episoder eller hele serier. Du modtager så et speciallink, som kan deles, men som ikke er indexeret – ligesom hvis du deler noget fra YouTube, som ikke er listet og dermed ikke kan søges frem i Google og lignende. Podcasten kan f.eks. embeddes på egen hjemmeside med særlig brugeradgang, eller også kan du bare dele linket (men så vil alle, der kommer i besiddelse af linket, kunne høre din podcast). Bemærk, du skal være abonnent på Broadcasterplanen for at kunne anvende denne feature
- Optag og rediger en podcast direkte i Spreakers egen app
- Del dine episoder op i kapitler, så det er nemmere for lyttere at navigere rundt i, så de f.eks. kan springe videre til næste emne eller overskrift.
Mangler:
- At man kan ændre på podcastkategorier i Apple Podcasts uden at skulle være på en betalt plan
- At man selv kan vælge farve på playknappen i den player, der embeddes på hjemmeside – uden at det skal koste en formue
- At det er lettere at få et overblik over udviklingen i lyttertal
Podcastside og embed players
Den medfølgende podcastside har i 2021 fået en ansigtsløft og fremstår pæn og overskuelig.
De medfølgende embed players er også fine.
Man kan dog af en eller anden mystisk årsag ikke vælge en anden farve på play-knappen end den gule farve (se billede herunder), med mindre man har den dyre pakke, så hvis det betyder noget for dig, så gå med en anden host.
Podbean
Podbean har gjort store fremskridt de seneste år. Interfacet er pænt, og lydfilerne komprimeres ikke, som det ses hos Buzzsprout (til 96kbps) og Spreaker (til 128kbps).
Hos Podbean får man de lytterdata, man har brug for, til en billigere pris end hos Spreaker og Libsyn, og deres lytterstats blev i juli 2020 IAB-certificerede.
Der medfølger som hos de andre hosts en podcastside, man kan bruge som landing page og f.eks. linke til på SoMe.
Tilbage i august 2019 korrigerede vi og gav Podbean en ekstra stjerne. Den har nemlig vist sig også at være pålidelig efter i en periode i årene 2016 og 2017 at have haft nogle udfald, hvor siden var nede lidt for ofte.
Men i skrivende stund er Podbeans visuelle udtryk i både backend og den medfølgende podcastside samt embed players lidt for gammeldags i udtrykket. De andre hosts er stukket af – selv Libsyn.
Podbean er alt i alt en rigtig fin podcast host, som vi godt tør at anbefale, men vi vil anbefale de 3 andre først.
Vælg den, hvis:
– Du har noget imod Buzzsprout. Ellers så gå med Buzzsprout.
Pris
Podbean tilbyder tre forskellige planer, som varierer fra 0$ til 39$ om måneden. Derudover er der en business-plan, men den er mest for større medier. Den mest optimale løsning vil for langt de fleste være den til 14$ om måneden (eller 9$, hvis der betales for et år ad gangen).
Med 14$-pakken kan du uploade et ubegrænset antal podcastminutter, selv opbygge en podcastside med nogle temaer (ligesom WordPress themes) og få adgang til de nødvendige lytterstats.
Gratisversionen tilbyder upload af 5 timers podcast, men kun basic lytterstats og begrænsninger i indstillinger og opbygningen af den medfølgende podcastside.
Statistik
Med gratisversionen får du adgang til de mest elementære stats som antal af downloads, mens du får indsigt i, hvilke platforme lytterne bruger – og hvor de lytter med fra i verden – med de betalte pakker.
Podbeans stats er IAB-certificerede, så du kan regne med dem. IAB er en metode til at måle, hvad et download eller en afspilning er. Med IAB sikres der en branchestandard, så de enkelte hosts ikke bare selv kan definere downloads/lyttertal. Dog bruger Podbean IAB’s retningslinjer, men det er ingen garanti.
Brugervenlighed og support
Brugervenligheden i Podbeans CMS-system er helt fin, men backenden ser dog noget skrabet ud – der er ikke lækkerhed over det ligesom hos de andre hosts. Men det virker og er relativt let at navigere i.
Desuden vender Podbeans kundeservice hurtigt retur på mailhenvendelser.
Pålidelighed
Podbeans service har for år tilbage haft et par udfald, og det er kritisk og noget, som der skal være styr på – men det er der tilsyneladende nu også kommet.
I juni 2017 udsendte Apple Podcasts opdateringen iOS 11, som også medførte en opdatering af Apple Podcasts, og de ændringer var folkene hos Podbean meget langsomme til at få implementeret. Med releasen fulgte en række nye tags, som Apple Podcasts bruger til at hente information om din podcast.
Til gengæld var Podbean blandt de første podcasts hosts til at få implementeret de nye podcastkategorier, som Apple Podcasts lancerede i 2019, så de har bevist, at langsommeligheden i 2017 var en svipser.
Features
- Del en episode eller en hel podcastserie med en eksklusiv lytterskare – f.eks. dem, der støtter dig økonomisk eller på anden vis. Det foregår sådan, at dit show er offentligt, og så kan du privatisere alle de episoder, du har lyst til. Du modtager et speciallink, som kan deles – ligesom hvis du deler noget fra YouTube, som ikke er listet og kan søges frem. Showet kan embeddes på egen hjemmeside med særlig brugeradgang
- Optag og rediger en podcast direkte i Podbeans egen app
Mangler:
- At man kan inddele en podcastepisode i kapitler. Kapitler gør det nemmere for lytterne at navigere rundt i en podcast og springe videre til et nyt emne.
Player
Podbeans afspiller kan tilpasses med både billede, farve, størrelse og skrifttype – og er en fin player uden at være prangende. Den er heller ikke moderne i sit udseende!
Du kan vælge mellem en hel del forskellige temaer og “style” din podcast, som du vil.
Anchor 
Anchor er verdens suverænt største podcast host. Det er den, fordi den er gratis, og fordi den er nem at arbejde med.
Anchor ejes af Spotify, der satser hårdnakket på podcasts, og det har den fordel, at Spotify f.eks. tilbyder, at man helt gratis kan lave podcasts med kommerciel musik i uden at skulle betale for det. Downsiden er, at Anchors gratismodel beror på, at Anchor/Spotify tjener penge på reklamer i podcasts og på at tage et cut, hvis dine lyttere donerer eller betaler for at abonnere på din podcast.
Anchor får 5 af 6 stjerner, fordi den leverer på de fleste parametre.
Anchor er ikke kun en podcast host, men tilbyder også optagelse og redigering af podcast. Det hele er forsimplet og kan ikke gøre det ud for et professionelt setup, men du kan nemt optage, grov-redigere og endda tilsætte jinglelyde til din produktion. Derudover virker Anchor rigtig godt på mobilen!
Vi vil ikke anbefale at bruge Anchor til professionelt brug, men skal du lave en hobbypodcast, er Anchor en rigtig fin host – og i hvert fald et godt sted at begynde.
Vælg den, hvis:
– Du skal lave podcasts for første gang og vil prøve mediet af
– Du vil lave en podcast om musik og kunne afspille den musik, du omtaler (virker dog ikke i DK endnu og har nogle begrænsninger – læs mere under features)
Pris
Anchor er 100% gratis. Eller… det er der jo ikke noget, der er, men der bliver ikke trukket nogle penge fra dit VISA-kort. Men det er gratis, fordi gratis tiltrækker podcastere, der opretter og udgiver podcasts i Spotify – og flere podcasts betyder, at flere vil bruge Spotify til at lytte til podcasts, og det betyder flere reklameindtægter og dermed penge til Anchor/Spotify.
Du ”betaler” på to måder:
1. Hvis du vælger at have reklamer i din podcast, så beholder Anchor/Spotify et cut af de indtægter, din podcast genererer
2. Hvis du vælger at tilbyde dine lyttere at tegne et abonnement på din podcast – hvor de betaler for f.eks. at få adgang til eksklusive episoder – tager Anchor/Spotify et cut af denne indtjening. Dog først fra 2023. Indtil da er det gratis.
Statistik
Anchor giver dig et fint overblik over, hvordan din podcast performer. Du kan se, hvor mange der lytter med på tværs af alle podcast apps og også se, om folk lytter med i Spotify, Apple Podcasts eller en helt tredje app.
Derudover kan du se køn og alder på dem, der lytter i Spotify (fordi lytterne er logget ind med en profil, hvor de har opgivet disse data), ligesom du kan se, hvor længe folk lytter med i Spotify. Anchors lytterstats er IAB-certificerede, og det vil sige, at du kan stole på dem. IAB er en brnachestandard for, hvordan man klassificerer en lytning.
Brugervenlighed og support
Anchor er enormt nemt og intuitivt opbygget. Der er ikke meget, man kan tage fejl af, og du kan udkomme med din podcast lynhurtigt.
De svarer langsomt på mail-supporten (2-3 dage), men har til gengæld en velfungerende live chat, som er brugbart, hvis du har problemer med din podcast, som bare skal løses NU!
Pålidelighed
Vores erfaring er, at Anchor fungerer fint, siden er aldrig nede, og podcasts udkommer hurtigt.
Features
Der er en række fede features ved Anchor, hvor den skiller sig ud fra konkurrenterne.
- Du kan tilføje en meningsmåling og/eller en Q&A til dine episoder og dermed få lytterne til at engagere sig på en anden måde end blot at lytte med.
- Du kan afspille din yndlingsmusik i din podcast – uden at betale for det. Det er helt specielt, at det er muligt f.eks. at afspille Coldplay i din podcast, for det er dyrt og besværligt andre steder. Det kræver dog, at du taler mere end du spiller musik. Du kan ikke fade musikken, og det er kun Spotify-brugere med betalt abonnement, der kan høre din musikpodcast. (NB: Denne feature er ikke tilgængelig i DK i skrivende stund – 29. november 2021).
- Du kan give betalende lyttere adgang til eksklusivt indhold. NB! Spotify tager fra 2023 et cut på 5% af din indtjening.
- Anchor komprimerer ikke dine lydfiler i modsætning til nogle af de andre podcast hosts. Det kan være vigtigt, hvis du udgiver podcast med meget musik i.
- Anchor virker rigtig godt på mobilen!
Mangler:
- At man kan dele sine episoder op i kapitler, så det er nemmere for lyttere at navigere rundt i, så de f.eks. kan springe videre til næste emne eller overskrift.
Player
Anchor/Spotify giver dig en simpel, men pæn landing page samt en pæn embed player, du f.eks. kan indsætte i et blogindlæg.
Soundcloud
SoundCloud skal også nævnes som host – men mest, fordi du nok ikke skal bruge dem.
SoundCloud var i lang tid et attraktivt sted at hoste sine podcasts og er det overraskende nok stadig for store spillere som f.eks. TV2 og Mediano.
Soundcloud er ikke lavet til podcastere, men til musikere, og det ses f.eks. tydeligt, når Apple Podcasts laver store, betydelige forandringer, som enhver podcast host med respekt for sig selv – og for dig som podcaster – bør implementere. Soundcloud har stadig ikke sørget for at tilpasset nogle ændringer, som Apple udsendte i 2017!! Og de har heller ikke – i skrivende stund 5. oktober 2020 – fuldt ud implementeret de nye podcastkategorier, som Apple Podcasts lancerede hen over sommeren 2019.
Der er også for få knapper, du kan skrue på i indstillingerne. Knapper, som findes hos alle markedets større deciderede podcast hosts.
Alt i alt vil det være lidt af et sats at opbevare din podcast og opbygge en database af lytterstatistik hos SoundCloud.
Når det er skrevet, er Soundclouds embed-player pæn, og med en løsning til 159 kroner om måneden kan du uploade alle de timers podcasting, du vil, og få adgang til en række elementære lytterstats og tilpasse din embed player, som du vil.
Men vi anbefaler ikke, at du bruger Soundcloud som host. Brug den som en distributionsplatform, som folk kan lytte til din podcast i, hvis du gider at bruge tiden på at uploade dit indhold til stedet – ligesom de kan lytte i Apple Podcasts og andre podcastbiblioteker – men husk, at de fleste lytter til podcasts andre steder som Apple Podcasts, Spotify, Google, Pocket Casts eller andre af de mange podcatchers, der findes på markederne til både iPhones og Android.
Læs også
Kontekst & Lyd er et
podcastbureau med
speciale i at udvikle og
producere podcasts til
virksomheder og organisationer.
Adresse
Kontekst & Lyd
Gl. Kongevej 11, 3. sal
1610 København V
CVR-nr.: 38203649