8 tips til en succesfuld branded podcast

Flere og flere virksomheder kaster sig ud i at producere og udgive podcast. Men hvordan får man sin målgruppe til at lytte med? Vi har samlet en række gode råd til at gøre jeres podcastprojekt til en succes.

1: Lad være med at snakke om jer selv!

Mange virksomheder synes, de har en superinteressant historie, eller også vil de gerne tale en masse om, hvorfor de har en god arbejdsplads. Men husk, at kommunikation ikke handler om, hvad I gerne vil fortælle, men derimod om, hvad modtageren gerne vil høre.

Del i stedet ud af jeres viden, bring jeres eksperter i spil, og del jeres faglighed. Det er også en god idé at være modige – at turde dele ud og mene noget. Hvis podcasten bliver alt for styret og poleret, bliver den også hurtigt kedelig.

2: Definer jeres målgruppe!

Hvem er det egentlig, I taler til, og hvorfor skal de lytte med? Målgruppesegmentering er noget af det mest essentielle i al kommunikation – men også noget af det sværeste. Husk, at jo skarpere, I definerer jeres målgruppe, jo bedre kan indholdet tilpasses. Især når vi taler om meget videnstunge podcast er det ekstremt vigtigt, at der tales til lytterne på det rigtige niveau.

Vær i øvrigt ikke bange for at gå ud fra, at jeres lyttere er klogere, end I tror. Der er ikke noget værre end at lytte til en podcast, hvor man føler sig talt ned til. Omvendt skal man også passe på med at tale hen over hovedet på folk.

3: Skab et skarpt koncept!

Koncept! Koncept! Koncept! Det kan ikke sige tydeligt nok, at det er helt afgørende, at I er skarpe på, hvordan I opbygger jeres podcast, før I tænder mikrofonerne – og her er konceptet jeres ven.

Et koncept er kort fortalt en beskrivelse af alle indholdselementerne og rækkefølgen, de skal komme i. Hvad er det – helt konkret – jeres podcast skal indeholde? Er det en samtale mellem 2-3 mennesker eller en monteret podcast, hvor forskellige optagelser klippes sammen til en samlet fortælling –  eller en hybrid mellem de to? Kører I med en faste intro, Top 3-lister, ugens lytterspørgsmål, quiz eller noget helt femte. Kun kreativiteten sætter grænser, og skaber samtidig genkendelighed og struktur i jeres podcast.

4: Hav tålmodighed!

Rom blev ikke bygget på én dag, og det gør succesfulde podcasts heller ikke. Commitment er nøgleordet. Det kræver både øvelse og tid at skabe en god podcast, og det er vigtigt at have sig for øje, inden I går i gang. I kan umuligt vurdere, om en podcast er investeringen værd efter 3 episoder. Tænk på det ligesom hvis I udgav et nyhedsbrev, her samler man også løbende følgere op undervejs.

Mål i stedet på lytternes engagement og udvikling, og lad podcasten vokse organisk. En podcast bliver kun en succes, hvis indholdet er godt, konceptet skarpt, og der afsættes tid og tålmodighed til at lade projektet gro.

5: Hold frekvensen!

Det kan ikke nytte noget lige at udgive en podcast i ny og næ, når I har tid. Tag et valg om, hvor tit I vil udkomme og så hold det! Det er vigtigt for både lytterne og for podcastens udbredelse på diverse platforme, som prioriterer at fremhæve indhold, der udkommer ofte og regelmæssigt.

Samtidig vil I også opleve, at det ofte gør det nemmere for jer selv at arbejde med faste deadlines. Hellere være realistiske fra starten af. Hvis jeres CEO skal være med hver gang, er det måske ikke realistisk, at han eller hun skal afsætte tid hver uge. Så er det måske bedre at udgive en gang om måneden og så i øvrigt få det sat i kalenderen, og hvis det er vigtigt for jer at udgive ofte, så tænk i deltagere, som rent faktisk kan sætte tiden af.

Podcast er et langt, sejt træk, og det er vigtigt at kunne holde kadencen.

6: Lyd ordentligt!

Det kan ikke siges tydeligt nok, at god lyd i en podcast er et absolut must. Hvis lyden er dårlig, falder lytterne fra, og jeres podcast vil lynhurtigt blive opfattet som uprofessionel – nok et ord, de færreste har lyst til at se deres brand blive associeret med. Det behøver hverken være enormt svært eller dyrt at lave god lyd.

Find et godt lokale uden rungen og baggrundsstøj. Jo mindre tomt og firkantet – jo bedre. Et godt bud er at finde domicilets mest rodede lokale. Tæpper, puder, jakker, bøger, sofaer, flyttekasser gardiner og alt andet, der er blødt og er med til at bryde rummets resonans er godt for lyden.

Derudover er det et helt ufravigeligt krav til god lyd, at alle taler i hver deres mikrofon. En dele-mikrofon midt på bordet er totalt no-go!

7: Byg et godt distributionsflow!

I skal flytte lytterne fra den platform, hvor de lærer podcasten at kende, til deres egen podcast app – og det kan faktisk godt være ret komplekst.

Alt for mange virksomheder udgiver podcast, som er svære at finde, eller hvor det kræver en masse af målgruppen at kunne finde den, eller hvor man ikke har tænkt ind, at 8 ud af 10 podcastlyttere bruger mobilen. 

Dem, der lytter på desktop, lytter i kort tid – dem, der lytter på mobilen, lytter i lang tid. 

Her er en grafik, som viser podcastens vej fra en mp3-lydfil på computeren, og til den når ud til lytterne.

 

En af de allervigtigste faktorer for at få jeres målgruppe til at lytte med er, at brugerrejsen er så kort og nem som muligt, fra I for eksempel promoverer podcasten på de sociale medier, og til lytterne har åbnet podcasten i deres egen favorit podcast app. 

Det vigtigste er, at podcasten får en landingpage, hvorfra der linkes videre til mobile apps – få gode råd til landingpagen i dette blogindlæg.

8: Lav noget larm!

Den bedste måde at bygge lytterbase er at gøre opmærksom på, at den eksisterer. Podcast skal selvfølgelig ud at leve som indhold på alle jeres kanaler. Hjemmeside, blog, nyhedsbrev, sociale medier og så videre og så videre… Det er ikke enten-eller – det er både-og!

Derudover er det en god idé at lave noget PR. Udsend en pressemeddelelse, få podcastens gæster til at dele indholdet, fortæl om projektet på dit næste oplæg, få jeres branchemagasin til at skrive en artikel om projektet, uddel flyers, hyr en influencer – eller noget helt syvende. Tænk også i ambassadører – måske har virksomheden nogle stærke profiler, som kan være med til at udbrede kendskabet.

Vi har lavet en ret udførlig guide til, hvordan I promoverer jeres podcast.

Hold dig opdateret om podcasting

Følg vores podcast

Skriv dig op til vores nyhedsbrev

Kontekst & Lyd er et
podcastbureau med
speciale i at udvikle og 
producere podcasts til
virksomheder og organisationer.

Kontakt os

(+45) 6020 7080
kontakt@kontekstoglyd.dk

Adresse

Kontekst & Lyd
Gl. Kongevej 11, 4. sal
1610 København V

CVR-nr.: 38203649