Hvad kan vi gøre for at skabe et stærkere læringsmiljø, og samtidig styrke sammenhængen mellem skolen og oplæringen?
På SOSU Esbjerg har svaret blandt andet været en ny didaktisk metode, der medfører en øget selvbestemmelse for eleverne, mere praksisnær undervisning, og et tættere didaktisk samspil mellem hvad eleverne møder på skolen og i oplæringen.
Som led i afslutningen og evalueringen af projektet ”SOSU-hjælperen i fokus” har SOSU Esbjerg valgt at få produceret en podcast, hvor vi har samlet et panel, der skal gøre lytterne klogere på både projektet, resultaterne og teorien bag projektet.
Kontekst & lyd har været med på sidelinjen hele vejen fra ideen om en podcast opstod – til den færdige episode blev udgivet.
Vi har stået for den fulde tilrettelæggelse, læst rapporter, gennemført forinterview og skrevet manuskript. Derudover har vi faciliteret selve optagelsen inkl. værtskab, og vi har håndteret udgivelsen og rådgivet om udbredelse af podcasten.