De 5 vigtigste online
marketing-trends i 2017

Live-udsendelser og virtual reality er nogle af nøgleordene for de vigtigste online marketing-tendenser i 2017. Rust dig til fremtiden – få styr på de nyeste trends før konkurrenterne.

Det er altid farligt at spå om fremtiden. Vi prøver dog alligevel i denne nytårsspecial af et blogindlæg, hvor vi – i stedet for at kigge tilbage på året, der er gået – ser fremad.

Her vil du blive klogere på, hvilke markedsføringstrends der for alvor vil dominere år 2017, når vi snakker online marketing.

Velkommen til året, hvor følgende tendenser (formentlig) vil vise sig:

1. Endnu mere live

Facebook og SnapChat var med på beatet i året, der er gået. De to store platforme sørgede for, at millioner af live-udsendelser fra helt almindelige mennesker kunne foretages. Og det vil kun vokse i det nye år.

Facebook annoncerede i løbet af december, at de fremover satser endnu mere på live-elementer – senest med deres nyhed om, at man nu også snart kan sende live lyd-udsendelser til sine følgere via Facebook Live Audio.

2. Vi vil se meget mere Pokémon Go – bare uden Pokémons!

I løbet af 2016 skulle man som bilist, fodgænger, kirkegårdsgraver og buschauffør forholde sig til en helt ny virkelighed: Personer, der brugte mobilen som pejlemærke og glemte alt om den reelle virkelighed i jagten på fiktive pokémons. Pokémon Go indtog verden med rekordfart, og i august 2016 havde mere end 100 millioner mennesker downloadet app’en.

Teknologien bag det populære spil, augmented reality, hvor man kombinerer den fysiske virkelighed med virtuelle virkemidler, vil vi formentlig se sprede sig til endnu flere spil, apps og reklamer. Ikke mindst fordi VR-briller efterhånden vil blive mere mainstream.

“Forbrugerne vil for alvor tage
virtual reality til sig i 2017”

3. Endnu mere native advertising

Mange forbrugere er blevet for kritiske og veloplyste til at hoppe på klassiske reklamer uden videre. Vi har opbygget et filter over for denne type reklamer. Produkter skal i stedet sælges igennem tillid, og her er native advertising en god trumf at hive frem.

Native advertising kan se ud på mange måder, men fælles er, at annoncen glider ind som en naturlig del af et medie. For eksempel kan det være en Facebook-reklame, som er målrettet lige præcis til kunderne ud fra deres interesser, eller fordi deres venner allerede i forvejen ”liker” produktets side.

 

Læs også: 10 gode grunde til at markedsføre med podcasts

 

4. Virtual reality vinder for alvor frem

Vi har allerede været inde på augmented reality og VR-briller. Disse er blot to teknologier blandt mange som gør, at der slet ikke kan være nogen tvivl om, at forbrugerne for alvor vil tage virtual reality til sig i 2017.

Ejendomsmæglere vil bruge VR-briller til fiktive husfremvisninger, produkter vil blive solgt gennem leg a la Pokémon-spillet, og hotellet i Thailand kan vise området frem for os blege danskere i en 360 graders video. Det hele handler om at få inddraget brugerne på en måde, hvor brugerne får følelsen af, at de selv er til stede i øjeblikket.

5. Målgrupper vil snævre ind

Du har sikkert lagt mærke til det: Reklamer i form af content marketing fylder mere og mere i dit newsfeed på for eksempel Facebook.

Sponsorerede reklamer er blevet en guldgrube for de sociale medier. Sponsorerede opslag stod således for 60 % af Facebooks samlede omsætning i 2013 – og du kan godt regne med, at andelen er større i år.

Den øgede konkurrence gør det endnu sværere at være annoncør i newsfeed’et. Derfor vil vi se endnu mere målretning end i dag – målgrupperne vil snævre ind demografisk, og nichemålretning vil blive mere udbredt. Det betyder helt konkret, at du vil se endnu flere ”personlige” reklamer, som rammer dine interesser perfekt ud fra de data, som de sociale medier har på dig.

Interesseret i at høre mere?

Kontakt os for en uforpligtende snak om dine muligheder for at styrke kommunikationen til dine kunder.
 

Tlf. 6020 7080
kontakt@kontekstoglyd.dk