Hvordan får du succes med content marketing?

I denne guide bliver du klogere på, hvordan du kommer i gang – og opnår succes – med content marketing.

Hvis du arbejder med markedsføring og kommunikation, så kommer du ikke uden om content marketing. Det trender i disse år, og alle ambitiøse firmaer bruger det for at kunne være med i kampen om kundernes opmærksomhed, tillid og købelyst.

Læs også: Derfor skal du satse på content marketing

Godt indhold – content – på online platforme skaber værdi for firmaer og organisationer på en lang række punkter; blandt andet skaber det trafik, bl.a. som følge af bedre google-rangeringer – og så skaber det samtidig troværdighed til jeres brand. 

“Hvert tredje danske firma og organisation vil bruge en større del af marketingbudgettet på content marketing i 2017”

Danske virksomheder er blevet meget skarpere til content

I en rapport fra foråret 2017 blev content marketing-landskabet i Danmark kortlagt. Her er et udpluk af konklusionerne fra rapporten.

  • 60 % af de adspurgte har haft mere succes med content marketing i 2017 end på samme tid året før.
  • Den større succes er resultatet af mere content, bedre kvalitet, målrettet distribution og så det faktum, at content marketing udbredes mere.
  • Halvdelen af dem, der ikke har mere succes med content marketing mener, de kunne få gode resultater, hvis de havde tid til at producere mere kvalitets-content.
  • Hvert tredje danske firma og organisation vil bruge en større del af marketingbudgettet på content marketing i 2017.

 

Sådan får firmaer succes med content marketing

Ønsker I på din arbejdsplads at komme i gang med content marketing? Eller har I forsøgt, men uden det store held? Så følger her et par velmente råd til at skabe gode resultater med content marketing.

  1. Virksomheden skal gå 100 % ind i det

Der skal afsættes ressourcer; både i form af medarbejdertimer og budget – og tid! – hvis en content marketing-indsats skal blive succesfuld. Det vil sige, at det ikke kun er den markedsføringsansvarlige, men også salgschefen og ledelsen, som skal forstå, at det kræver både tid og penge at skabe resultater. Content marketing er en slow selling-strategi, hvor det lange, seje træk gør sig gældende. Til gengæld for tålmodigheden kan content marketing udmønte sig i, at kunderne selv vender tilbage for at få mere. Og så kan det kolde kanvas-salg helt lægges til side.

  1. Lav en strategi for jeres content

Kendetegnet for organisationer med en effektiv content marketing-indsats er, at de har lavet en dokumenteret strategi, som tegner den røde linje for projektet. På den måde sikrer man, at der bliver produceret nyt content regelmæssigt, og at der løbende bliver målt på resultaterne og eventuelt sat nye tiltag i søen. Man har en strategi, til man vælger en anden – sørg for at tilpasse den løbende til firmaets aktuelle behov.

Stil jer selv spørgsmålene: Hvad er målet med jeres content? Hvem forsøger I at ramme? Måske har I mere end én målgruppe? Hvilke budskaber skal kommunikeres? Hvordan, hvornår og hvorfor? Er jeres kunder på Facebook, LinkedIn eller på diverse andre fora?

  1. Producér indhold til alle stadier på købsrejsen

Jeres besøgende trykker sig formentlig ind på jeres hjemmeside af forskellige årsager. Sørg for at lave content, som med forskellige budskaber rammer alle stadier på købsrejsen. På den måde er I sikre på at ramme alle potentielle købere. I skal både ramme dem, som ikke ved, at de har brug for jeres produkt, dem som ved, at de vil have produktet, men ikke ved, hvem der skal give dem det, og dem som allerede har valgt jer ud som leverandør, men måske ikke er kommet videre med beslutningen etc.

  1. Offentliggør nyt content ofte

Det vigtigste er, at I løbende publicerer nyt og godt indhold. Et godt flow i udgivelserne sikrer troværdighed og lyst til at vende tilbage for de besøgende. Om det så er en blogsektion, som løbende bliver fodret med nye stærke guides eller om det podcast- eller videoserien, hvor nye episoder offentliggøres løbende og på den måde holder fast i de besøgende. Hvor ofte, I ønsker at udgive afgøres selvfølgelig af jer selv ud fra en analyse af jeres virksomheds størrelse, ledige ressourcer og prioriteringer.

  1. Mål på resultaterne løbende

En løbende analyse af Return On Investment (ROI) er vigtig. Og i den forbindelse er det selvfølgelig særdeles vigtigt at finde ud af, hvordan det giver mening at måle ROI for jer? Er det en succes, hvis I har 1000 lyttere af en podcast? Eller er det fint, der er 15 lyttere, så længe det er de rigtige lyttere, som får det rigtige ud af jeres indhold?

Giver jeres kampagne øgede besøgstal på hjemmesiden? Klikker folk på jeres annoncer? Drop det, der ikke fungerer, og prioritér det, der gør. Det gode ved content marketing er, at det er utroligt let at måle på effekten af en indsats – og så er det en yderst dynamisk marketing-form, fordi der altid er plads til justeringer i måden at producere indhold og udkomme med det på.

Fællestræk for firmaer, der har succes med at anvende content marketing

  • De udgiver content dagligt eller flere gange om ugen
  • De har afsat en væsentlig del af markedsføringsbudgettet til at producere content
  • De har en dokumenteret strategi, som følges tæt. De måler Return On Investment (ROI) for at kunne analysere, hvad der virker
  • De producerer indhold til alle stadier på købsrejsen

Kilde: Content marketing i Danmark 2017-rapporten

Interesseret i at høre mere?

Kontakt os for en uforpligtende snak om dine muligheder for at styrke kommunikationen til dine kunder.

Tlf. 6020 7080
kontakt@kontekstoglyd.dk