Hvad er en podcast host?

Hvad skal du være opmærksom på, første gang du udgiver en podcast? Vi har lavet en lille guide til, hvad en podcast host er, hvad du skal bruge et RSS-feed til, og hvordan iTunes fungerer.

Hvad er en podcast host?

Den lydfil, som udgør en podcast, skal opbevares på en server, hvorfra den sendes ud til lytterne. Det kan være på en hjemmeside eller hos en podcast host som f.eks. Libsyn eller Buzzsprout. Fra hosten sendes lydfilen gennem et RSS-feed til de podcastbiblioteker, hvor lytterne finder podcasten – iTunes, Pocket Casts, Podcast Addict og så videre.

Hos en podcast host får du automatisk genereret et RSS-feed, og det er generelt den teknisk set nemmeste løsning. Det kræver noget mere teknisk snilde at hoste på egen hjemmeside, og desuden kan en side blive langsommere, f.eks. hvis podcasten bliver populær og downloades af mange lyttere på samme tid.

Læs også: Her er de bedste podcast hosts

 

Hvad er et RSS-feed?

Når du har uploadet din lydfil til enten en host eller din hjemmeside, skal du have genereret et RSS-feed. RSS-feed betyder ‘Really Simple Syndication’ eller ‘let opdateringsstrøm’ og fortæller, hvad din podcast hedder, hvad den handler om osv. RSS-feedets funktion er at sprede din nye podcast til biblioteker som iTunes og Stitcher samt podcast-apps, så folk kan finde podcasten, og du kan få dine første lyttere. Når iTunes og andre har registreret dit RSS-feed, kan lytterne begynde at abonnere på podcasten. Når lytterne abonnerer, får de automatisk nye episoder overført til deres app, når episoderne løbende udkommer. Det svarer lidt til at abonnere på en avis eller et magasin, som vil blive leveret, når der er udkommet et nyt nummer.

 

Hvordan fungerer iTunes?

iTunes er verdens største podcastbibliotek, og derfor skal din podcast selvfølgelig også være der. Man kan sige meget om den magt, iTunes har, men hvis du gerne vil have udbredt din podcast, er den nødt til at være i iTunes – eller Apple Podcasts, som det nu hedder.

Måden du gør det på er, at første gang du udgiver en podcast, skal du fortælle podcastbibliotekerne iTunes og Stitcher, at du har udgivet noget. Det gør du ved at logge ind i henholdsvis Podcasts Connect og Stitcher Partner Portal, hvor du uploader dit RSS-feed. Herefter vil bibliotekerne automatisk opsnappe, når du tilføjer nye episoder i din podcast host.

iTunes og andre podcastplatforme er søgemaskiner lige som Google. Derfor giver det god mening at SEO-optimere jeres podcasts med både den rigtige titel, en sigende beskrivelse samt et flot logo. Det kan du læse mere om i blogindlægget “Derfor skal du SEO-optimere din podcast“.

 

Podcaststatistik fra iTunes

I december 2017 offentliggjorde iTunes noget af den podcaststatistik, de ligger inde med. Det betyder, at du nu kan se antallet af enheder, som afspiller din podcasts, samt hvor lang tid de enkelte episoder bliver afspillet. Du finder statistikken via Podcasts Connect. Vær opmærksom på, at statistikkerne kun afslører afspilninger fra iOS 11 eller iTunes 12.7 og senere udgaver af Apples podcasttjenester.

Læs også

https://kontekstoglyd.dk/ordbog-om-podcasting/
https://kontekstoglyd.dk/sadan-distribueres-en-podcast/
https://kontekstoglyd.dk/hvad-er-en-podcast/

Hold dig opdateret om podcasting

Følg vores podcast

Skriv dig op til vores nyhedsbrev

Skal vi uddybe? Så kontakt os endelig for en uforpligtende snak!